I kapellet ved et missionssygehus i Peking findes en mindetavle, der blev hængt op til minde om en læge, der døde af pest, mens han behandlede sine patienter. På denne mindetavle har man skrevet, hvad en kinesisk patient sagde om ham: »Han tog min sygdom ind i sit eget hjerte.«
Det er den kristne verdens ros, at omsorgen for syge står så højt. Det er en af kristendommens mange frugter. Men tit mangler Kristi sind og hjertelag i disse smukke huse, der er viet barmhjertigheden. Koldt og forretningsmæssigt bliver patienten behandlet som et nummer og et tilfælde. Hvor taknemmelige er ikke de syge over at møde medfølelse og forståelse i lidelsen.
Jesu disciple skulle også være hans stedfortrædere her. De unge synes ofte, det er så vanskeligt at skulle besøge en syg. De ved ikke, hvad de skal sige. Og de synes, det er pinligt. Så bliver de ofte borte.
Sygebesøg må læres, som alt andet i livet. Hvor læres det? Først og fremmest hos ham, der bar vore sygdomme. I forbøn for syge i lønkammeret kan vi få del i den inderlige medfølelse og barmhjertighed, som Jesus har over for alt, som lider. Når han har præget vort hjerte, bliver det lettere at leve sig ind i de syges kår.
For os, der får lov at være raske, er det sundt at besøge nogle syge. Da lærer vi at blive taknemlige. Og da lærer Vi, hvor vidunderligt det er at arbejde, mens det er dag.
For den, der er syg og måske glemt, er det godt at møde Jesus og vide, at han har taget sygdommen ind i sit eget hjerte. De syge skulle således møde Jesus i dig. Gør de det?
»Men det var vore sygdomme, han tog, det var vore lidelser, han bar; og vi regnede ham for en, der var ramt, slået og plaget af Gud.« Es. 53, 4.
