For en del år siden fortalte aviserne om et mærkeligt retsmøde i New York. Byen har en særlig domstol for dem, der bryder trafikreglerne. En dag havde retten indkaldt et par hundrede mænd og kvinder for at have brudt trafikreglerne. Men de slap ikke med at betale en bøde. De måtte se en film, der var sat sammen af bilulykkerne fra den sidste tid. Det var en lydfilm. Vogne stødte sammen og væltede, ruder klirrede, metal knustes. Luften dirrede af hjerteskærende skrig. De sårede jamrede og gav sig, og ind imellem hørte man råb: »Jeg dør. Jeg dør.«
Engang skal vi se alle vore gerninger igen, stort og småt, skjulte og åbenbare synder, ondt og godt. Jeg var en gang ved at drukne, da jeg var syv år. Da så jeg i nogle få sekunder som en film hele mit liv. Alle barndomssynderne passerede revy. Det var en frygtelig dom. Da var der kun en ting, der hjalp. Jeg tænkte på, at Jesus var død for alle, der havde gjort ondt, og jeg bad en barnlig bøn om at komme i Himmelen for Jesu skyld.
For Guds domstol bliver vi alle skyldige til fordømmelse og fortabelse. Men der er en redning. Og redningen er, at vi går ind under dommen nu. Og når vi så bekender alt og beder om frelse for Jesu skyld, da bliver alt slettet. Når gældsbrevet skal læses op på dommens dag, da er det et betalt gældsbrev. Har du taget imod Kristi løsepenge for dit gældsbrev? Gør det, før det er for sent.
»For vi skal alle fremstilles for Kristi domstol, for at enhver kan få igen for det, han har gjort her i livet, hvad enten det er godt eller ondt.« 2. Kor. 5, 10.
