Under de første kristenforfølgelser var der en indflydelsesrig, hedensk dommer, der gerne ville redde de kristne fra døden. Han sagde: Kan de ikke holde. op med disse rituelle måltider, det, som de kalder nadveren? Det er vel ikke det, det kommer an på? Hold op med at fejre nadveren, så skal I få lov at leve. Men de svarede:
»Herre, vi vil dø hvis vi ikke mere må møde vor Frelser i den hellige nadver.«
Da disciplene på vejen til Emmaus mindedes Jesus og hans død, da kom han og gik midt iblandt dem. Når vi mindes Jesus ved at fejre Herrens nadver, er han os ligeså nær, som han var Emmausvandrerne. Frelseren har jo selv sagt om brødet: »Dette er mit legeme.« Med sit opstandelseslegeme var. Jesus pludselig midt imellem Emmausvandrerne, åbenbarede sig i salen i Jerusalem, mens dørene var lukkede, og talte til dem og velsignede dem. Med sit opstandelseslegeme er Jesus også til stede ved nadvermåltidet på den måde, at brødet er Jesu legeme, og vinen er hans blod til syndernes forladelse.
Ingen levende kristen har derfor råd til at undvære Herrens nadver. Kristne uden nadveren er ulydige og fattige. Hyppige besøg ved alterbordet under alvorlig selvransagelse er en af syndens farligste fjender.
»Og han tog et brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer, gør dette til ihukommelse af mig!«« Luk. 22, 19.
