Under den franske revolution skrev en kendt mand til en anden: »Her udkæmpes en frygtelig kamp. Vore hoveder er i fare. Kom og giv dit!« Han Kom.
Der er fredelige tider i Guds rige, og det er tider med sol og medvind. Men der er også tider, hvor verdens fjendskab i høj grad mærkes af alle bekendere af Kristi navn. Da bliver det et spørgsmål om troskab. Da skal det vise sig, om troen er tilstrækkelig rodfæstet.
Nogle kristne vil kun være med, hvor arbejdet er let og vinder tilslutning. Indskrænkes kredsen, og nogle falder fra, møder de uvilje eller ligefrem forfølgelse, ja, så trækker de sig stille tilbage. De undslår sig, når det koster noget at være med. Men at unddrage sig er det samme som at berede fortabelsens vej.
Den, som virkelig tror på Kristus som sin Herre og Frelser han stoler også på, at Kristi sag skal sejre, om. det så ser aldrig så mørkt ud. Derfor er det et kendetegn på en levende troende, at han ikke undslår sig i prøvelsens time.
Når en af Jesu venner er sammen med folk, der er ligeglade eller rent ud fornægtere, da skal det vise sig, om troen er levende. Er den det, så undslår han sig ikke for at bekende Jesu navn.
Selv en levende troende kan gå fortabt, dersom han undslår sig for at følge Jesus på korsets og lidelsens vej.
»og min retfærdige skal leve af tro, men viger han tilbage fra det, har min sjæl ikke behag i ham. Men vi hører ikke til dem, der viger tilbage, så vi fortabes, men til dem, der tror, så vore sjæle frelses.« Hebr. 10, 38-39.
