Oppe i Nordmarken fandt man en ung mand, som havde taget livet af sig. Han havde ingen papirer på sig, udover en lille lap, hvorpå han havde skrevet de fire ord: »Håbløs, venneløs, arbejdsløs, hjemløs.«
At være ensom og forladt i verden er forfærdeligt. Kan der tænkes noget ynkeligere end et menneske, hvem alle har forladt? Ja, en, hvem Gud har forladt. At føle sig forladt af Gud er det forfærdeligste af alt. At længes efter Guds venskab, Guds glæde og fred, Guds nærhed, og så føle sig forladt af Gud, det er livets dybeste smerte.
Aner du, hvad Jesus led, da han råbte: »Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?« Det var korsets dybeste kval, fortabelsens pine.
Jesus led dette i vort sted, for at vi altid skulle kunne leve i samfund med Gud og have Herrens ansigt lysende over os.
Mennesker kan misforstå os, bagtale os, ja, forfølge os. Venner kan svigte os og gøre os ensomme. En mor og far kan glemme deres barn eller blive barnets modstandere. Er Gud med os, da kan vi alligevel være frimodige »hvem er da imod os?«
David taler i den 27. salme om alle dem, som er imod ham. Ugerningsmænd nærmer sig, en hær belejrer ham, og alligevel er han tryg. Grunden til sin tryghed fortæller han i vers 10: »Min far og mor har forladt mig, men Herren tager mig til sig.«
