En omvendt afghaner følte Kristi kald til at vidne om Herren i Afghanistan, som på den tid var et lukket land for evangeliet. Han var næppe begyndt, før han blev taget til fange og ført 60-70 mil bort til byen Kabul for at forhøres. I Kabul, blev han spurgt, Om han ville afsværge sin tro. Det nægtede han, og de huggede den, ene arm af ham. De tilbød ham hvad som helst igen afslog han, og den anden arm blev hugget af. Da han stadig vægrede sig ved at fornægte sin Herre, halshuggede de ham.
På baggrund af så modig en tro virker den måde, hvorpå vi praktiserer vor kristendom, ofte sørgelig afbleget og blodfattig. Der er kristne, som nærmest beder om undskyldning for deres kristendom. Og der er andre, som er så bange for at støde an og vække modstand, at de forlader skibet, når de, mærker den første antydning af modvind i de lune havne, hvor de har kastet anker. Om en sådan ængstelig form for kristendom siger Jesus; »Den, som vil bjerge sit liv, skal miste det.«
Dersom vort kristenliv kun drejer sig om, at vi skal have det godt og trygt og hyggeligt, så er det på forhånd dømt til at være svagt og kraftløs. Bliver Jesus Kristus vort midtpunkt, og sjælens frelse vort livsmål. da vil der strømme kraft fra Jesus ind i vore frygtsomme hjerter.
